Henrik Wergelands "Archiv-vise"
Henrik Wergeland var den første riksarkivaren her i landet.
Han ble utnevnt i 1840. Riksarkivet ble fra det året innlemmet
som et kontor i Finansdepartementet og fikk en byråsjef som
riksarkivar, nemlig Wergeland. Fram til 1904 var riksarkivaren kun
sjef for Riksarkivet. Fra det året er riksarkivaren også
øverste sjef for statsarkivene.
Riksarkivar Henrik Wergeland hadde sin arbeidsplass i kjelleren
på Akershus festning. Han fikk lungebetennelse og døde
i 1845. Han skrev et humoristisk dikt om det å være
arkivar og sitte i mørke, støvfylte kjellere. Dagens
arkivarer kjenner nok litt av yrkesstoltheten vår igjen i
de to siste strofene; vi forvalter nasjonale skatter og forteller
gjerne om gullkorn som vi finner.
Archivaren,
-- Gud bevar'en!
kvæles fast af Støv.
I sit Kjælderlukke
maa med Savn han sukke
mod Pokalen
tømt i Svalen
af det friske Løv.
Udenfore
høje store
Træers friske Suus
trænger til hans Øre.
Ha! han maa dem høre;
han er bunden
dybt i Grunden
under Agershuus.
Nattens Fugle,
Ravn og Ugle
føre bedre Liv.
Frit de kan derude
rundt om Taarnet tude;
men hans Tunge
kan ei sjunge:
den er tør og stiv.
Hvilken Slyngel-
Æsel-Yngel
kan misunde ham,
om han i Madera,
Guldviin fra Frontera
Struben lædsker,
eller vædsker
Støvet med en Dram?
Sine Skroller
vel han holder
i en høj Respekt.
Men hans Sjel og Tunge
hylder Nord, det unge,
om han kvæder
Oldets Hæder,
af sit Støv bedækt.
Deraf roder
han Klenoder
for sit Norge frem.
Æressagn han henter
frem af Pergamenter.
Intet heller
han fortæller,
end Alverden dem.
Archivaren
-- Gud bevar'en! --
elsker da sit Støv.
Han i det jo finder
Norges Hædersminder.
I sin Kjælder
boer han heller
end blandt Rankens Løv.
|
